Tryg

Tænder og misbrug – mød Freddy

Ranveig Nordgaard27. april 20236 minutter

Freddy begyndte at misbruge stoffer, da han var 14 år. Han tog alt, han kunne få fat i, herunder amfetamin. Langsomt men sikkert mistede han både sine tænder og sin værdighed. Kampen for at få et nyt smil skulle tage over fire år.

I 2017 ramte Freddy bunden. Nu stod det mellem liv og død. Han vejede 50 kg og havde for nylig haft endnu en overdosis. Kroppen var træt. Rusmidlerne blev blandet og fejldoseret, og overdoserne kom stadig hyppigere. Så ofte som hver anden måned. Kroppen havde ikke fået ordentlig mad, pleje eller omsorg i over 20 år. Tænder og rusmidler er ikke en god kombination, og i munden var der kun få små, brune stubbe tilbage. 

En stille juniaften har Freddy et klart øjeblik og ser, at han må væk. Nu. Han må væk. Væk fra lejligheden i “Metadonlia,” eller “dødens forgård,” som de lokale kaldte det. 

Tænder og rusmidler er ingen god kombination

Foto: Ranveig Nordgaard

På en lædersofa på en café i Oslo sidder ægteparret Britt Malvik Arneberg og Freddy Christian Arneberg og holder hinanden i hænderne. Freddy kigger på sin kone med et varmt smil. De nyder kaffe og småkager. Freddy tager en bid af den seje småkage – en helt utænkelig ting at gøre for blot et år siden, da gummerne stadig var tandløse, og smilet fraværende. 

Freddys historie er lang og smertefuld. Han fortæller om et hårdt liv uden et sted at bo, uden en familie, der ville have kontakt med ham, med dårligt helbred og en konstant jagt efter det næste fix. I munden var der kun ødelagte tandrester tilbage. Freddy havde ikke kunnet spise rigtig mad i flere år. Tandpine kom og gik, men rusen tog den værste smerte. 

– Når du vågner op, “skæv” under en bro, til trafikstøj og en sky af udstødningsgas, er tænderne ikke noget, du bekymrer dig om. Blev smerterne for slemme, stak jeg amfetamin direkte i hullet, fortæller Freddy. 

Gav op på gebisset

Tilbage i “Metadonlia” kæmper Freddy hårdt for at komme ud af rusen og overgå til LAR (lægemiddelassisteret rehabilitering). Som LAR-bruger har Freddy adgang til et kommunalt tandplejetilbud, som han benytter. Han får trukket de sidste rådne tandstumper og får en løs protese (gebis). 

– Den gnavede og faldt bare ud, så den blev liggende i skabet, og gummerne var lige tandløse, fortæller Freddy. 

Han lod skægget gro for at skjule den indsunkne mund. At smile var noget, han for længst havde opgivet. Uden tænder i munden og med gebisset i skabet havde Freddy mistet al evne til at tygge. Al mad måtte skæres i små stykker eller moses. 

– Jeg kunne næsten ikke spise noget, så maden blev både ensformig, ofte næringsfattig, og tog lang tid at få ned. Men det sværeste var at acceptere, at dette var en uoverstigelig hindring for at deltage i sociale sammenhænge. 

Freddy trak sig mere og mere tilbage fra venner og familie. For det meste sad han alene hjemme i stuen. 

Ret til tandbehandling i LAR

Gebisset fungerede ikke, og Freddy måtte lede efter andre løsninger. Det kommunale tandplejetilbud rakte ikke til. Efter lang ventetid og overtalelse fik Freddy en henvisning til den regionale tandlæge. Desværre blev han mødt med de samme negative holdninger her. 

– Jeg spurgte, om jeg kunne blive henvist videre til tandlægehøjskolen som en sidste mulighed for at blive hørt. 

Freddy blev henvist. Og han ventede spændt på at blive indkaldt. Spændingen forsvandt gradvist. Det samme gjorde tålmodigheden. Til sidst kontaktede han en privat tandklinik for at få et prisoverslag på den enkleste, men afgørende behandling, han havde brug for at kunne spise, smile og grine igen. Leve igen. 

– De var så venlige, så hjælpsomme, men selv den billigste løsning kostede 80.000, og det var penge, jeg ikke havde. 

Sikrere behandling uden rusmidler

Flere måneder senere ringer telefonen. Det er Det Odontologiske Fakultet (tandlægehøjskolen), der ringer og indkalder Freddy til en konsultation. 

– Her møder jeg en helt fantastisk dame. Hun lytter og behandler mig med respekt. 

Damen hedder Kristine Eidal Tanem og er tandlæge under specialisering i oral kirurgi. Hun spørger, om Freddy er i aktivt misbrug. Stolt kan Freddy fortælle, at han de seneste år har trappet ned på Subotex (medicin til behandling af afhængighed, bl.a. heroin) og lige er stoppet, så han nu er helt stoffri. 

Freddy kunne høre tandlægen smile, da hun fortalte, at det ville gøre en eventuel operation sikrere. 

– Her er der håb, tænkte jeg. Men så blev det jo stille igen. 

Nu havde Freddy ventet i fire år på svar om, hvorvidt han nogensinde ville få tænder igen. 

Ingen rettigheder udenfor LAR

Så ringede hun fra tandlægehøjskolen igen. 

– Beklager, men du har ingen rettigheder, da du er helt stoffri og udenfor LAR. 

Freddys verden brast næsten, før hun fortsatte: 

– Men dette har vi ordnet. Jeg har talt med en klinik, som har skaffet sponsorer og fundet to tandlæger, der er villige til at tilbyde behandlingen gratis, efter at have hørt din historie. 

– Det er næsten så jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på det, siger Freddy. 

Klinikken var Oris Dental, vores norske og svenske afdeling, og tandlægerne var Hauk Øyri og Shoresh Afnan. 

Specialist i oralkirurgi og oral medicin ved Oris Dental, Hauk Øyri og Freddy. Foto: Ranveig Nordgaard

Klinikken var Oris Dental Galleri Oslo, med tandlægespecialisterne Hauk Øyri, Shoresh Afnan og Kåre Jan Attramadal i spidsen for behandlingen. 

Som sundhedsperson følte Hauk straks et ansvar. 

– Dette var bare så dybt uretfærdigt! Freddy blev nærmest straffet for at have formået at blive stoffri! Vi har påtaget os et socialt ansvar for et tilbud, der burde eksistere. Freddys behov var stort og krævede en kompleks operation. Hos Oris Dental har vi kompetencen og muligheden for at hjælpe, fortæller Hauk, specialist i oralkirurgi. 

– Vi har flere specialister på de forskellige fagområder, og flere af disse var involveret i at hjælpe Freddy. En dygtig tandtekniker trådte også til, så Freddy kunne få tænder og et nyt smil. 

Livet smiler med nye tænder

Tilbage på caféen i Oslo bryder Freddys ansigt ofte ud i små, forsigtige smil. 

– Jeg har ikke smilet i mange år, så det tager nok lidt tid, før jeg bliver helt tryg ved det. 

Uden at have været der selv er det svært at forstå, hvor vigtigt tænder er for at opretholde et normalt liv. 

– Man føler sig udenfor og skammer sig over at være endt sådan. Og det har forhindret mig i meget. Men nu kan jeg leve igen. Jeg har blandt andet tre børn, jeg endelig har fået kontakt med igen. Det betyder meget for mig. 

Freddy smiler endelig igen. 

Vi har mere at sige