Vanskelige tandlægebesøg efter overgreb
At blive udsat for et overgreb er et traume for både krop og hjerne. Minderne lagres i hjernestammen og aktiveres, når noget lignende sker; de kan udløses af en lugt, en lyd eller en hændelse – som at blive lagt ned i tandlægestolen, forklarer tandlæge Cesilie Hegna.

Cesilie har specialiseret sig i odontofobi (tandlægeskræk) og møder dagligt patienter, der tøver med at gå til tandlægen.
– Nogle har blot brug for en samtale og at få at vide, hvad der skal ske før behandlingen, mens andre har brug for mere tid til at opbygge et tillidsforhold til tandlægen, før de kan sætte sig i stolen overhovedet, fortæller hun.
Årsagerne til angsten kan være mange, og nogle gange ved patienten ikke engang, hvad de er bange for. De er bare bange. Meget bange.
Er du blevet udsat for et overgreb?
På en lys og indbydende klinik sidder Cesilie med krøllet hår, venlige øjne og et varmt smil. Hun har lang erfaring med at håndtere tandlægeskræk og viser, hvordan et første møde kan foregå.
– Hvis jeg oplever, at patienten er urolig, men måske ikke helt ved hvorfor, spørger jeg, om de har oplevet et overgreb. De fleste bliver meget overraskede – selv dem, der svarer ja, for de er aldrig blevet spurgt om det før.
Statistikken for overgreb er dyster, og mange har efterfølgende svært ved at håndtere situationer, de ikke har fuld kontrol over, som for eksempel tandbehandling.
– Det er ikke ualmindeligt, at tandlægebesøg er svære efter et overgreb. Jeg oplever, at det kan være både afklarende og en lettelse for de patienter, der har oplevet dette, at få det italesat.
Cesilie oplever, at ofre for overgreb ofte er bange for, at andre synes, de er ulækre.
– De frygter min reaktion, understreger Cesilie spørgende, men jeg er blot interesseret i at finde ud af, hvad de er bange for, så jeg kan vise forståelse. Når vi begge har den indsigt, behøver vi ikke tale mere om det, fortæller Cesilie.
For mig er det vigtigste at vide, hvordan jeg bedst kan møde patienten, opbygge en relation baseret på gensidig tillid og åbne døren for en ærlig kommunikation.
Tandlæge Cesilie Hegna

– Vidste ikke, hvad jeg var bange for
Silje (35) har ikke været til tandlægen i over ti år og ved ikke, hvorfor hun er så bange. Hun har ingen dårlige minder fra tidligere tandlægebesøg, men frygten er så overvældende, at hun skælver, blot ved at indtaste klinikkens webadresse.
– Jeg har været inde på hjemmesiden og næsten trykket på “book tid” mange gange. Men så tager angsten over, og jeg lukker hurtigt siden, fortæller hun.
Efter flere års forsøg får Silje det råd, der endelig får hende gennem døren på en tandklinik; hun opsøger Cesilie.
– Jeg har været så bange for at få skældud over ikke at have været til tandlægen så længe. Men her blev jeg mødt med forståelse, venlighed og tålmodighed. Jeg følte, at Cesilie så mig og mine behov.
Jeg fik hurtigt en tid, så jeg slap for at gå og grue for det. Jo længere jeg må vente, jo mere trækker jeg mig tilbage.
Silje
Naturlig frygtreaktion
I trygge rammer lærer Silje og Cesilie langsomt hinanden at kende gennem hverdagssnak og forklaringer af frygtmekanismer.
Silje genkender de mønstre, som Cesilie beskriver – hvordan man kan dissociere eller være i konstant flugt- og frygtmodus i ubehagelige situationer.
– Nu har jeg fået en forklaring og kan selv arbejde på at forstå den. Jeg kan forberede mig på min reaktion i tandlægestolen og lettere kontrollere den. Jeg vil jo så gerne kunne gennemføre det, og jeg bliver så frustreret, når jeg ikke kan, fortæller hun.
Cesilie ser ofte, at mange patienter ikke siger fra, men bider det i sig. Nogle dissocierer og husker ikke noget af behandlingen. Efter sådan en oplevelse kan patienten føle, at det har været endnu et overgreb.
– Selv når de siger, at det går fint, spørger jeg én, to og tre gange til. Det er så vigtigt, at de ikke overskrider deres egne følelsesmæssige grænser.
Ved første besøg behøvede jeg ikke gøre noget. Bare at møde op var nok.
Silje
Stadig svært
Det er stadig udfordrende for Silje at gå til tandklinikken. Hver gang må hun sidde lidt i bilen, før hun kan gå ind. Hver gang er hendes hænder svedige, og hendes hjerte galoperer.
– Men for hver gang stoler jeg mere og mere på både mig selv og på Cesilie. Det vigtigste er nok samtalen efter behandlingen, hvor vi taler lidt om løst og fast. Jeg føler mig set på en ny måde. Skammen over ikke at have været hos tandlægen tidligere forsvinder langsomt.
For et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville gennemføre en tandbehandling.
Silje


